sebastian-citat

 

Dette er en bog om forholdet mellem hund og menneske. Hvad er det, hunden giver sine mennesker?  Hvordan kan et makkerskab mellem et dyr og et menneske blive så tæt, og hvad er det egentlig for en relation, der opstår i den ordløse zone mellem hund og ejer?

I bogen kan du læse historien om dengang, en lille hvid krøllet hund flyttede ind i mit liv og lavede om på det hele. Du får også et indblik i livet med hund, tips til elevatortalen for hundeejere og ti ting, min hund har lært mig. Og så kan du se, hvad store personligheder fra Kaj Munk til Storm P, Tom Waits og den spirituelle læremester Eckhart Tolle har sagt om hunde.

Du kommer også til at møde tegneren og dramatikeren Nikoline Werdelin og boxeren Esta. Komiker Sebastian Dorset med Bino, Ulrik Nyvold med servicehundene Rocky og Chivas, Clara på 13 år med familiehunden Rafa, Christel Skousen Thrane med hunden Nelson, der i starten var en fantasihund på Facebook og skribenten Klaus Lynggaard, der fortæller om sorgen over at miste en hund. Og om at hunden ved sin side gennem et alvorligt sygdomsforløb. Til sidst i bogen er der et interview med en hund Læs mere om bogen på sitet her. Eller køb dit eget eksemplar i boghandlen eller Saxo.com 

Read more


vov

Delehunden Theo og jeg er lige kommet hjem fra sommerferie til en ny anmeldelse af bogen. vov
Mens vi har været på landet, har bogsitet Mellem Linjerne læst og anmeldt VILD MED HUND, og det er vi meget glade for. Anmelderen er en passioneret hundeejer og har selv en lille hvid hund, der ser ud til at være vild med forsiden. : )

Anmelderen skriver bl.a.:

“Vild med hund” får 5 hundepoter. Jeg grinte (lidt for højtlydt) og kunne genkende  meget fra mit eget liv.

Tak for anmeldelsen og det fine foto af anmelderhunden. Du kan læse hele anmeldelsen her: http://mellem-linjerne.dk/anmeldelse-af-vild-med-hund/

Hvis du også er VILD MED HUND og mangler en bog til sommerlæsningen, kan du købe bogen hos boghandleren eller her på Saxo.com. 
Fortsat god sommer.

Read more


Det er altid dejligt at have en hund ved sin side. Ikke mindst igennem de knap så logrende perioder. hvor livet byder på udfordringer, sorg eller kriser. I bogen VILD MED HUND fortæller flere af de medvirkende fine historier om hundens rolle i svære perioder. En af dem er tegneren og dramatikeren Nikoline Werdelin. I bogen fortæller hun bl.a. om at have hunden Trunte ved sin side gennem en hård skilsmisse:

“Jeg har altid været bange for hunde. Virkelig bange. Hvis jeg havde set en gravhund eller en schæfer på en vej, gik jeg aldrig derhen igen, og med tiden blev min færdsel gennem byen mindre og mindre. Så kom Trunte, som hun hed. Jeg var knap 30 år, lige blevet skilt og boede helt alene i et kæmpestort hus uden gardiner. Jeg var meget mørkeræd, skuffet og jo også noget knockoutet. (…)

….Trunte var 14 år gammel, meget rolig og empatisk. Hun vidste præcis, hvordan jeg havde det, og hvornår jeg trængte til en pote. Nogle gange krøb hun op i sengen og lagde sig tæt på mig, andre gange lå hun bare på gulvet og holdt vagt. Det var som om, noget faldt på plads i mig, og hunden blev en form for uafhængighedssymbol for mig.

Der findes et kendt fotografi af kunstneren Georgia O’Keefe, der står på et bakkedrag med en hund og ser ud over landskabet. Det er et smukt billede på kvindelighed og styrke, der altid har ligget i mig. Når man har en hund ved sin side, så er man på en eller anden måde påklædt, og så var det pludselig o.k. Det hele skulle nok gå.”

 

Kunstneren Georgia O'keefe med sin hund.

Kunstneren Georgia O’keefe med sin hund.

 Meget fin historie, synes jeg, og resten af hendes tankevækkende og også sjove fortælling kan læses i bogen. Jeg ved ikke helt om det er dette foto, hun tænker på, men det er kunstneren Georgia O’Keefe på afentur med hunden. Og ja. Med en hund ved din side, skal det hele nok gå…ikke? : ) 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Read more


På hundeturen i dag kom jeg til at tænke på et bestemt kapitel i bogen, som jeg fik lyst til at dele. VILD MED HUND består både af interviews med andre hundeejere, citater og fakta samt  min egen fortælling om mødet med delehunden Theo. Her kommer et uddrag fra den mere personlige del. Måske er det noget, I kan genkende…

 

Den lille ambassadør

Mens Theo voksede ud af sit hvalpefedt, blev jeg mere og mere fascineret af hans evne til at smitte med sin glæde og få mit hjerte til at vokse. Jeg tror egentlig, de fleste hunde kan samme trick, men det ligger åbenbart særligt til denne race, har jeg læst mig til. Theo er en såkaldt Bichon Frisé. Navnet er fransk og betyder noget i retning af ’skødehund med krøller’. Hvilket giver god mening, når man kigger på den….

NX6A6757final

Racen er i familie med den horde af små hunderacer, der gennem de sidste 10 år har erobret det meste af Danmark og især København: Bichon Havanais, bomuldshunden Coton de Tulear og Malteseren. Ja, jeg forstår jo godt hvorfor. De er praktiske at have i byen, er søde, sjove, lugter (næsten) ikke og er også allergivenlige. Siger man i hvert fald. Man siger så også, at de aldrig gør, og det er løgn, men resten passer vist stort set.

Bichon Friséen stammer helt tilbage fra 600 år f.Kr. I renæssancen var hunden meget populær i Frankrig, Italien og Spanien, og den har også været meget brugt som spansk hofhund. Den var især på mode i Napoleons tid og blev ifølge sitet www.doguniverse.dk også brugt som skibshund med et helt særligt formål:

Skibshund

 

“Hunderacen gjorde også tjeneste på skibe i gamle dage, hvor den livligt og glad tog imod gæster, sørgede for at holde modet oppe hos pressede matroser eller forsøgte at give de lokale et godt indtryk af skibets besætning i de havne, hvor skibet lagde an. Derfor fik den også tilnavnet “den lille ambassadør.”

Da jeg læste den tekst, forstod jeg pludselig det hele. Det var jo præcis sådan, det var. Jeg var en meget presset ’matros’ , og Theo var den livlige glade skibshund, der sørgede for at holde mit humør og mod oppe. Min lille ambassadør. Det er i virkeligheden et godt tilnavn til langt de fleste hunde, for det er måske lige præcis det, hunden er:  En lille firbenet ambassadør for kærlighed, nærvær og glæde….

 

Read more


Underhund og overhundSit. Sit sagde jeg! Kan du så sitte…!…sagde jeg til mig selv. I min allermest strenge bydende tone. Lige meget hjalp det. Min indre hund havde taget magten, og løb dum og logrende af sted, hver eneste gang min herre kaldte. Også selv om herren var en idiot…
Man kan nemlig godt gå rundt og ligne et menneske, men i virkeligheden være en hund. En hund af den særlige race, der af og til kan stikke sin lille våde snude frem i  forholdet mellem en mand og en kvinde.

Sammen med to veninder, der også har en fortid som hund, har jeg for nylig gjort op med min indre kennel. Sammen gennemgik vi alle tidligere og nuværende  forhold og kategoriserede dem efter vovseprincippet. Vi nåede frem til følgende konklusion: Man kan ligne alt fra en Grand Danois, en bulldog eller puddel, men for mennesket er der kun to hunderacer at vælge mellem:
Enten er man overhund eller også er man underhund.

Det første er bedst. Eller i hvert fald mest praktisk, trygt og knap så sindsoprivende. Til gengæld bliver det hurtigt lidt kedeligt. Enhver ved hvad der sker, hvis en kvinde opdager, at hendes elskede af en eller anden mærkelig grund har sat hende op på en piedestal. Sådan en der er helt umulig at vælte – selv om hun prøver. Og det gør hun for, hvem gider at sidde deroppe og glo helt alene?
Måske har hun altid drømt om at blive hyldet som prinsesse og få opfyldt alle sine ønsker, men så snart hun får det, daler interessen. Og så har vi balladen. En lille  slukøret hanhund, der følger sin herskerinde i hælene, stirrer med våde hundeøjne og glemmer sit eget hundeliv til fordel for hendes. Og så er det forhold forbi. Eller i hvert fald i fare for at blive det.

Personligt har jeg mest været overhund. Ikke hele tiden. Men sådan generelt betragtet lå jeg rimeligt lunt i min hundekurv, og betragtede, når mine mænd lavede hundekunster foran mig. Jeg kunne også  lave kunstner med dem. Finde på et fikst lille dramatisk optrin, smække med døren og gå min vej- velvidende at hunden ville følge efter. Og den gjorde det sgu! Dengang.

Måske var det loven om hundekarma, der gjorde at jeg senere fik rollen som underhund. Af den allermest ynkelige slags. Først troede jeg selvfølgelig, det var mig, der var overhunden. Jeg betragtede den lille vovse gøre sig til, men løftede ikke en pote. Det var sådan set meget skægt. Men ak…
Med tiden blev jeg interesseret. Lidt mere interesseret, og til sidst helt vildt interesseret. Og pludselig havde jeg rollen som underhund. Et lille skravl af et forvirret gadekryds, der blev ved at løfte efter pinden, velvidende at jeg aldrig fik fat i den.

Problemet er nemlig, at så snart den anden VED, man er underhund, er man færdig. Færdig som gårdhund. Han ved udmærket godt, at man ligger der med tungen ud af halsen, klar til at rulle rundt, spille død, give pote og bjæffe. Alt sammen på hans kommando, og i håb om en godbid. Det ender som regel med et slag over snuden, og en oplagt sag for Underhundens Beskyttelse. Men der er ingen hjælp at hente. Vanrøgt af underhunde må man selv ligge og rode med.

I dag er jeg meget klogere. I mit parforhold er der kun en hund, og den har fire ben og en hale. Men har man  en gang været underhund, glemmer man ikke sin herre. 464463-underdogMin veninde er lykkeligt gift, men reagerer stadig, hvis den gamle herre rykker i snoren. Indtil, hun pludselig forstår:”Det er bare underhunden, der prøver at komme ud af sit hus.”
Så snart underhunden er afsløret, stikker den halen mellem benene og lusker af. Der er nogen lænkehunde, der aldrig skal have sul…

 

Klummen  har tidligere været trykt i ALT for damerne i en lidt anden version. 

 

Read more


Det er svært at vælge forsiden til en bog. Forsiden skal fange læserens opmærksomhed på 10 sekunder. Den skal være genkendelig, fristende,  vise, hvad bogen handler om og samtidig skabe nysgerrighed. Det er IKKE nemt. Slet ikke hvis forsiden er et foto, og det er en hund, der skal fotograferes. Det er i hårdt arbejde. Både for modellen og fotografen.

Den dag vi skulle fotografere forsiden til VILD MED HUND gik delehunden glad med til fotografen. Han har været på besøg hos fotografen Lisbeth Holten mange gange, og det plejer at være hyggeligt. Denne gang fornemmede han ret hurtigt, at der var noget mærkeligt på færde. Lisbeth testede lamper og tjekkede udstyr. Jeg skulle også fotograferes og fik både lagt makeup og sat mit hår. Det er Theo ikke vant til.  Han var skeptisk fra starten:

“Hvorfor vil de have mig til at stå oven på den mærkelige rulle papir i skrigende farver?
Hvorfor kigger hende med det mørke hår hele tiden på mig med den kasse foran øjnene?
Der er noget galt her…!  Her er også meget varmt og hvorfor lyser alle de  lamper? De står og kigger på mig alle sammen, og så kalder de hele tiden på mig, men jeg skal alligevel blive siddende???? HVAD ER DET, DE VIL…..?? HVOR ER DØREN?????……..JEG VIL UUUUUD….!!”

Theo lignede en hund i panik. Hver gang vi stillede ham foran kameraet, prøvede han desperat at komme væk. Min søde glade vovse var forvandlet til et stresset dyr på flugt.

Det ser ikke så godt ud på en forside. Der måtte mange godbidder og mange forsøg til. Der blev  trykket på pivdyr i plastik og lokket med slesk tale:
“Se her, Theo. Theo. Er du verdens sødeste hund? Døøøøgtig. Theo… Skal vi ud og gåtur???” ” Det virkede ikke. Theo så småstresset ud på alle billederne, og vi var nødt til at gentage forsøget.

Denne gang var jeg bevæbnet med stegt kylling i tasken og Theos hundekurv under armen. Forsidehunden fik en ekstra kærlig og meget nænsom behandling. Det hjalp:

 

theo-bogforside

Foto: Lisbeth Holten Omslag: Louise Lyngbo

Når man ser på bogens endelige forside, ser det ud som om Theo ser direkte ud på læseren. Håber vi. Men nu vil jeg afsløre en hemmelighed: Det gør han ikke. Han stirrer opmærksomt på et stykke stegt kylling, der hænger lige foran fotografens næse. Han har også hovedet lidt på skrå, fordi jeg står og gemmer mig bag fotografen og siger: “TUR… Skal du med ud og gå TUR, Theo?”

Ja. Stakkels hund. Det kunne være endt  som en sag for Dyrenes Beskyttelse. Fotografen  og jeg får stadig lidt dårlig hundesamvittighed, når vi tænker tilbage på den fotosession. Theo fik selvfølgelig sine kyllingestykker og masser  af godbidder undervej, og det virker ikke som om, han har taget varig skade. Men hver gang jeg ser den forside har jeg kun to ord i hovedet:
Kylling. Og: undskyld. : )

 

 

 

Read more


Her på vovsesitet kan vi godt lide ALT for damerne. De er nemlig også VILD(E) MED HUND. I forbindelse med udgivelsen af bogen VILD MED HUND bad redaktionen mig om at skrive en artikel med 10 gode grunde til at have hund. De fik altså 11…..Jeg kunne ikke lige begrænse mig, og der er jo mindst tusind grunde til at få hund. Til gengæld fik de også 3 grunde til at lade være.

Tak til ALT for damerne for at sætte hunden i fokus. Og på forsiden.
Her får du grund nummer 2 samt et link til hele artiklen.

Grund nr 2:
En nær ven der altid er hjemme. Og altid giver dig ret
Storm P. har engang sagt:
“Når man har læst sin avis og lukket for radioen, trænger man til at tale med sin hund”.
Det er fuldstændig korrekt. Og det bedste er, at hunden ­altid har tid til at lytte. I en verden, hvor alle styrter fortravlede rundt, og troskab er lige så sjældent som sølvbryllupper og æresporte, er det en kvalitet i sig selv.

Når manden er ude, ungerne flyttet, og vennerne er opslugte af deres følgere på Instagram, har du altid hunden, der logrer bekræftende, ligegyldigt hvad du siger. Ifølge standupkomikeren og hundeejeren Sebastian Dorset er det også den største fare ved at have hund. Der er risiko for en voldsom selvovervurdering…..

Du kan læse hele artiklen her.

Vuf.

Read more