Vild med hund – ikke så vild med fotografering

Det er svært at vælge forsiden til en bog. Forsiden skal fange læserens opmærksomhed på 10 sekunder. Den skal være genkendelig, fristende,  vise, hvad bogen handler om og samtidig skabe nysgerrighed. Det er IKKE nemt. Slet ikke hvis forsiden er et foto, og det er en hund, der skal fotograferes. Det er i hårdt arbejde. Både for modellen og fotografen.

Den dag vi skulle fotografere forsiden til VILD MED HUND gik delehunden glad med til fotografen. Han har været på besøg hos fotografen Lisbeth Holten mange gange, og det plejer at være hyggeligt. Denne gang fornemmede han ret hurtigt, at der var noget mærkeligt på færde. Lisbeth testede lamper og tjekkede udstyr. Jeg skulle også fotograferes og fik både lagt makeup og sat mit hår. Det er Theo ikke vant til.  Han var skeptisk fra starten:

“Hvorfor vil de have mig til at stå oven på den mærkelige rulle papir i skrigende farver?
Hvorfor kigger hende med det mørke hår hele tiden på mig med den kasse foran øjnene?
Der er noget galt her…!  Her er også meget varmt og hvorfor lyser alle de  lamper? De står og kigger på mig alle sammen, og så kalder de hele tiden på mig, men jeg skal alligevel blive siddende???? HVAD ER DET, DE VIL…..?? HVOR ER DØREN?????……..JEG VIL UUUUUD….!!”

Theo lignede en hund i panik. Hver gang vi stillede ham foran kameraet, prøvede han desperat at komme væk. Min søde glade vovse var forvandlet til et stresset dyr på flugt.

Det ser ikke så godt ud på en forside. Der måtte mange godbidder og mange forsøg til. Der blev  trykket på pivdyr i plastik og lokket med slesk tale:
“Se her, Theo. Theo. Er du verdens sødeste hund? Døøøøgtig. Theo… Skal vi ud og gåtur???” ” Det virkede ikke. Theo så småstresset ud på alle billederne, og vi var nødt til at gentage forsøget.

Denne gang var jeg bevæbnet med stegt kylling i tasken og Theos hundekurv under armen. Forsidehunden fik en ekstra kærlig og meget nænsom behandling. Det hjalp:

 

theo-bogforside

Foto: Lisbeth Holten Omslag: Louise Lyngbo

Når man ser på bogens endelige forside, ser det ud som om Theo ser direkte ud på læseren. Håber vi. Men nu vil jeg afsløre en hemmelighed: Det gør han ikke. Han stirrer opmærksomt på et stykke stegt kylling, der hænger lige foran fotografens næse. Han har også hovedet lidt på skrå, fordi jeg står og gemmer mig bag fotografen og siger: “TUR… Skal du med ud og gå TUR, Theo?”

Ja. Stakkels hund. Det kunne være endt  som en sag for Dyrenes Beskyttelse. Fotografen  og jeg får stadig lidt dårlig hundesamvittighed, når vi tænker tilbage på den fotosession. Theo fik selvfølgelig sine kyllingestykker og masser  af godbidder undervej, og det virker ikke som om, han har taget varig skade. Men hver gang jeg ser den forside har jeg kun to ord i hovedet:
Kylling. Og: undskyld. : )

 

 

 

Comments are closed.