Mit liv som (under)hund

Underhund og overhundSit. Sit sagde jeg! Kan du så sitte…!…sagde jeg til mig selv. I min allermest strenge bydende tone. Lige meget hjalp det. Min indre hund havde taget magten, og løb dum og logrende af sted, hver eneste gang min herre kaldte. Også selv om herren var en idiot…
Man kan nemlig godt gå rundt og ligne et menneske, men i virkeligheden være en hund. En hund af den særlige race, der af og til kan stikke sin lille våde snude frem i  forholdet mellem en mand og en kvinde.

Sammen med to veninder, der også har en fortid som hund, har jeg for nylig gjort op med min indre kennel. Sammen gennemgik vi alle tidligere og nuværende  forhold og kategoriserede dem efter vovseprincippet. Vi nåede frem til følgende konklusion: Man kan ligne alt fra en Grand Danois, en bulldog eller puddel, men for mennesket er der kun to hunderacer at vælge mellem:
Enten er man overhund eller også er man underhund.

Det første er bedst. Eller i hvert fald mest praktisk, trygt og knap så sindsoprivende. Til gengæld bliver det hurtigt lidt kedeligt. Enhver ved hvad der sker, hvis en kvinde opdager, at hendes elskede af en eller anden mærkelig grund har sat hende op på en piedestal. Sådan en der er helt umulig at vælte – selv om hun prøver. Og det gør hun for, hvem gider at sidde deroppe og glo helt alene?
Måske har hun altid drømt om at blive hyldet som prinsesse og få opfyldt alle sine ønsker, men så snart hun får det, daler interessen. Og så har vi balladen. En lille  slukøret hanhund, der følger sin herskerinde i hælene, stirrer med våde hundeøjne og glemmer sit eget hundeliv til fordel for hendes. Og så er det forhold forbi. Eller i hvert fald i fare for at blive det.

Personligt har jeg mest været overhund. Ikke hele tiden. Men sådan generelt betragtet lå jeg rimeligt lunt i min hundekurv, og betragtede, når mine mænd lavede hundekunster foran mig. Jeg kunne også  lave kunstner med dem. Finde på et fikst lille dramatisk optrin, smække med døren og gå min vej- velvidende at hunden ville følge efter. Og den gjorde det sgu! Dengang.

Måske var det loven om hundekarma, der gjorde at jeg senere fik rollen som underhund. Af den allermest ynkelige slags. Først troede jeg selvfølgelig, det var mig, der var overhunden. Jeg betragtede den lille vovse gøre sig til, men løftede ikke en pote. Det var sådan set meget skægt. Men ak…
Med tiden blev jeg interesseret. Lidt mere interesseret, og til sidst helt vildt interesseret. Og pludselig havde jeg rollen som underhund. Et lille skravl af et forvirret gadekryds, der blev ved at løfte efter pinden, velvidende at jeg aldrig fik fat i den.

Problemet er nemlig, at så snart den anden VED, man er underhund, er man færdig. Færdig som gårdhund. Han ved udmærket godt, at man ligger der med tungen ud af halsen, klar til at rulle rundt, spille død, give pote og bjæffe. Alt sammen på hans kommando, og i håb om en godbid. Det ender som regel med et slag over snuden, og en oplagt sag for Underhundens Beskyttelse. Men der er ingen hjælp at hente. Vanrøgt af underhunde må man selv ligge og rode med.

I dag er jeg meget klogere. I mit parforhold er der kun en hund, og den har fire ben og en hale. Men har man  en gang været underhund, glemmer man ikke sin herre. 464463-underdogMin veninde er lykkeligt gift, men reagerer stadig, hvis den gamle herre rykker i snoren. Indtil, hun pludselig forstår:”Det er bare underhunden, der prøver at komme ud af sit hus.”
Så snart underhunden er afsløret, stikker den halen mellem benene og lusker af. Der er nogen lænkehunde, der aldrig skal have sul…

 

Klummen  har tidligere været trykt i ALT for damerne i en lidt anden version. 

 

Comments are closed.