Takt og tone for hundeejere

Jeg har en veninde, der er bange for hunde. Virkelig bange. Når hun går på gaden eller i parken og en hund uden snor kommer løbende imod hende eller hendes to børn, ser hun ikke en glad vovse. Hun ser fare. En hel masse tænder og et vildt dyr, som måske vil skade hende eller hendes børn. Det hjælper  hende ikke, at hundeejeren ikke handler. Det hjælper hende heller ikke, at hundeejeren råber:
“Bare rolig. Han gør altså ikke noget”. Og det hjælper hende slet ikke, at blive skældt ud, hvis hun beder hundens ejer om at tage dyret i snor.

Hund

Det kan være svært at forstå, at andre mennesker kan være bange for vores søde hunde. Eller at nogle mennesker bare ikke bryder sig særligt meget om hunde. Men sådan er det, og efter min mening hører det med til jobbet som god hundeejer, at tage hensyn til andre. Min veninde oplever, at hunde i byen fylder meget og at nogle af os hundeejere glemmer at tage hensyn. Jeg må desværre give hende ret.
Hver dag ser jeg hunde, der går uden snor både på gaden og i byens parker.  Også selv om ejeren ikke kan kalde hunden til sig. Jeg forstår godt trangen til det. Mange hunde elsker friheden og de fleste hunde er bedre til at håndtere mødet med andre hunde, når de ikke er fanget i en snor. Og ja, så er det bare hyggeligt at se sin hund løbe frit rundt. Men vi er nødt til at tage hensyn. Måske især os, der bor i en storby, hvor vi er mange, der skal fungere sammen på lidt plads.

Det kan være svært at tale om hensyn uden at lyde belærende, men det er vigtigt, at vi taler om det og minder hinanden om det. Vi skal tage hensyn og ikke kun i respekt for andre mennesker, men faktisk også i respekt for vores hunde. For hvis vi ikke tager hensyn, er det ikke kun os hundeejere, der får et meget dårligt ry. Det gør hundene også…

Derfor vil jeg anbefale alle hundeejere at gå en tur forbi denne hjemmeside:

Hensyn

 

www. hundmedhensyn.dk

Det er danske dyrlæger, der har sat fokus på god hundeejer stil med 10 gode råd til den hensynsfulde hundeejer. Se bort fra den lidt belærende tone for indholdet er faktisk godt og lærerigt.

Her er f.eks. 3 simple råd der gør dig til en god hundeejer. Og din hund til en god hund. : )

  1. Vis hensyn over for andre. Kald hunden til dig og hold den i halsbånd eller snor, når I møder andre mennesker.

  2. Lad aldrig hunden løbe hen imod fremmede mennesker eller hunde – før du er SIKKER på, at de gerne vil hilse på dig og din hund.

  3. Lær hundens sprog at kende. Din hund taler med hele kroppen. Jo bedre du forstår din hunds signaler, jo nemmere kan du forebygge konflikter og ubehagelige situationer.

Comments are closed.